Nyt bogbidrag

PLF og fagdidaktikLige præcis i dag d. 01. december begynder julen for alvor!

Udover at det er dagen, hvor børn over det ganske land åbner julekalender og begynder at vente til d. 24., så er det altså også dagen hvor Dafolo melder ud at man kan bestille en ganske ny bog.

Bogen er afstedkommet af et samarbejde mellem gode mennesker fra SDU og UC SYD og omdrejningspunktet er Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden.

Bogen indeholder 11 kapitler, som på hver deres måde og med hvert deres blik giver nogle bud på, hvordan et visionært og åbent samarbejde mellem pædagogisk professionelle, der fokuserer på elevers læring og undersøgelser af praksis, kan være med til at fremme en mere fælles fagdidaktisk viden.

Bogens ærinde er at anskue og give handlingsanvisninger ind i den udfordring at læreres fagdidaktiske viden generelt kan have en tendens til at overvejende at være individuel og personbundet, fordi den primært aktiveres i den klasseundervisningen, som man typisk er alene om. Der ligger altså en udfordring i, hvordan den i højere grad kan deles med andre i skolen og dermed omformes til en kollektiv ekspertise.

Bogen har nye, oversatte bidrag fra Lee S. Shulman, Judith Warren Little og Andy Hargreaves.

Og spritnye kapitler fra Thomas R.S. Albrechtsen, Rune Hansen, Dorthe Carlsen, Linda Ahrenkiel, Morten Rask Petersen, Roland Hachmann, Peter Holmboe, Birgitte Nielsen, Merete Storgaard Jensen, Ane Qvortrup, Majbritt Skriver Laustsen og Lotte Tangaa Tjalve.

Roland Hachmann og jeg har i fællesskab skrevet et kapitel, som fokuserer på det at “massere” fællesskab online. Inspiration er bl.a. kommet fra Gilly Salmon og blikket er skærpet ind i hvad og hvordan med netbaserede læringsplatforme.

I et Flipped Learning perspektiv, så kan man umiddelbart tro at der ikke er megen “flippen” i det… Men hvis man medtænker at én af de positioner man som lærer kan (og bør) indtage netop er en virtuel, asynkron og netbaseret, så giver kapitlet en række råd og helt konkrete handleanvisninger i hvordan man kan gebærde sig i det virtuelle samvær.

Samlet giver bogen en ny ramme at diskutere forholdet mellem læreres fagdidaktiske viden og deres samspil med fagkolleger.

Bogen kan bestilles hos ex. Dafolo:

http://www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik/prof.-l%C3%A6ringsf%C3%A6llesskaber-professionelle-l%C3%A6ringsf%C3%A6llesskaber-og-fagdidaktisk-viden–inkl.-hjemmeside–7481