Kræver Flipped Learning en ny didaktik?

Når Peter og jeg er i en sammenhæng, hvor vi skal forklare hvad vores vinkel på begrebet Flipped Learning  rummer, siger vi ofte følgende:

“Flipped Learning er en mediepædagogisk, læringsteoretisk, metodisk og didaktisk tilgang til læring og undervisning”.

Det er jo lidt af en mundfuld og et af de spørgsmål, der naturligt opstår vil jeg tage op her er: Når vi siger at FL er en didaktisk tilgang, betyder det så, at der er behov for en ny didaktik i skolen?

Et sådan spørgsmål kunne vi jo godt skrive en helt bog om (og den kommer i slutningen af 2016), men hvis vi kortfattet skulle svare ville vi nok sige:

“JA! der er brug for en ny didaktisk tænkning, der revitaliserer spørgsmålet om formål, mål og indhold i undervisningen ind i en ny kontekst, hvor fokus er flyttet fra undervisning til læring, med elevens forståelse, udbytte og mening i centrum.” 

Det betyder ikke, at læreren ikke længere skal tænke i forberedelse, gennemførelse og evaluering, men både reformerne og flipped-begrebet kalder på en modificeret didaktisk tænkning eller et didaktisk beredskab i praksis. Og med praksis mener jeg i undervisningen. 

I December 2014 læste jeg en kort artikel i magasinet Asterisk (nr. 72, 2014), hvor jeg faldt over begrebet:

En situationsbestemt, dynamisk didaktik. (Broström & Haughsted)

Det, der karakteriserer en sådan didaktik er, at forudsætninger for læring opstår i sammenspillet mellem de deltagende parter i situationen (i artiklen barn og pædagog). 

Overført til en skolekontekst består didaktikken således i, at have et beredskab til at gribe læringssituationen her og nu, i øjeblikket, og derfra tilrettelægge en læringsvej for eleven. 

Tanken lægger sig tæt op ad ideen om, at læring har en emergent natur. 

Dvs at læreren kan have et mål med eleven, men at der i situationen opstår noget spontant, som gør at man skifter spor og må gentænke planen “ on spot”. 

Samme tanke gør sig også gældende i en undersøgelsesbaseret tænkning, hvor eleverne gennem forundring, forfølger eller er orienteret mod et mål, men er åbne over for nye muligheder, der viser sig undervejs i forløbet.

Læreren har et udgangspunkt, men elevernes nysgerrighed, åbenhed og spontanitet lægger vejen for deres læring. 

I en sådan tænkning må læreren være i besiddelse af denne situationsbestemte, dynamiske didaktik. At gribe elevernes tanker, ideer og forundring som udgangspunkt for at stilladsere deres vej hen imod formålet med undervisningen. Dette kræver didaktisk overskud, håndværk og fantasi. 

Hvis man som lærer formår, at slippe didaktikbegrebet (og flipped-begrebet) som værende først og fremmest en fastlåst metode eller en kogebog, der skal være ens for alle elever og derimod tillægger didaktikken en dynamik, der gør den fleksibel og situeret kommer man tættere på det, vi ville kalde elevcentreret undervisning. En undervisning der i høj grad bygger på samspillet med den enkelte elev og meget lille grad bygger på færdige “one fits all-løsninger”. 

Det ovenstående betyder IKKE, at de gamle didaktiske grundelementer skal skrottes, tværtimod skal de måske for alvor tages meget seriøst. Fordi de skal direkte operationaliseres ind i den daglige undervisning og ikke blot være noget man kan referere til i teorien. 

Det gælder altså om at gribe børnene i her-og-nu situationer, hvor man har deres fulde opmærksomhed og derfra ud fra det overordnede formål og mål, at stilladsere deres læring i en virkelighed, hvor det eneste konstante er konstant forandring. 

Og der er ingen der har sagt at det er nemt!